Vin anmeldt i marts - australsk shiraz
SMAGOGBEHAG skriver hver måned om Månedens Vin og Månedens Festvin. De ti bedste i hver kategori beskrives i den printede udgave af magasinet, og her kan du læse alle de øvrige bedømmelser.
D'Arenberg, The Dead Arm Shiraz, 2006, McLaren Vale
"Dyb, mættende og massiv, både i næse og i mund. Et saftkoncentrat, der svulmer i glasset og nærmest bombarderer smagsløgene med sveske, solbær, brombær, solskin og c-vitaminer. Den er håbløst ung og domineret af saftpotens og silkebløde tanniner, men der lurer ristet egetræ og holdbarhed i baggrunden, bag al den overdøvende velsmag. Den er flot, overdådig og dejlig og har også små aftryk af mineraler, der supplerer dens personlighed med karakter. Modsat flere andre fremragende australske Shiraz'er sigter den ikke mod Rhône, men lader sin egen geografi bestemme stil og smag. Derfor er den så velsignet dejligt et produkt af McLaren Vale - og især af d'Arenberg. Ilt den 10-15 min. eller gem den 5-10 år, måske mere."
369,95 kr. Erik Sørensen Vin.
Kilikanoon M Reserve Shiraz , 2005, McLaren Vale
"Flot, mild og lakridset næse. Blød, blød smag, men samtidig både tør og mandig. Den udfolder en koket smag af viol og moden blomme efter 15-20 min. Der er virkelig gods i glasset, og balancen mellem det yndefulde og det muskuløse er imponerende. Stor charme, stor potens, stor fremtid. Gem den i min. 3-5 år - den er ventetiden værd."
399,00 kr. The Wine Company.
Bethany Bin GR 9 Reserve Shiraz, 2004, Barossa
"Dyb, frugtig næse, der både frister med sorte bær og lakrids, røg og egetræ. Smagen er blød og massiv, oversaftig og overdejlig, med intens solbærsmag, der er suppleret med tobak, engelsk lakrids og lidt mynte. Flot og potent, saftstruttende og med markant druesødme - men den kæntrer ikke, sødmen udfordres af egetræ, og nok er den bamset, men den er også spændstig i glasset, især efter 15-20 min. opvågnen. Den massive bærsmag holder sig - det gør den massive velsmag også. Den er meget australsk og meget dejlig. Den kan drikkes nu - med stor, saftig fornøjelse - men jeg ville gemme den min. 3-5 år og se, hvad den rummer bag sin saftige overflod."
489,75 kr. Danish Wine Cellars.
Jasper Hill Shiraz/Cabernet Franc, 2006, Emily's Paddock, Heathcote
"Raffineret og yndefuldt parfumeret næse, der går i retning af kamfertræ og kardemomme. Blød, elegant smag, der begynder mildt og indtagende og udvikler sig mod det mere og mere tørre - for at ende i tørstof, garvesyre og koncentreret sveske. Stor, flot, kompleks, rig og udfordrende vin, hvor Shiraz bidrager med solskin, potens og karakter og Cabernet Franc med mildhed og bærfrugtig charme. Fantastisk samarbejde i en overdejlig vin - der oven i købet udfolder endnu mere charme, saft og selvsikkerhed efter 20-25 min. i glasset. Der er egetræ et sted i baggrunden, og jeg ville gemme den i 3-5 år, måske mere. Den kan holde til mere - spørgsmålet er, om den bliver bedre af det."
596,00 kr. v/12 fl. Laudrup Vin & Gastronomi.
The Standish Shiraz, 2005, Barossa Valley
"Den har samme farve og samme struktur som blæk og skriger på tålmodighed. Først efter en time i glasset bliver den lidt menneskelig, den rå lømmelkraft slibes lidt af, saften bliver mere flertydig og raffineret, og vinen fortsætter i en længere og længere udflugt ud over smagsløgene, iført modne solbær, blommer og svesker, og saften er så muskuløs, at garvesyren kun anes som en svag prik langt ude i eftersmagen. Superpotent, ødsel og meget oversøisk - ja, men også med en imponerende muskuløs elegance og fine mineralske nuancer. Den bør gemmes mindst 3-5 år, sikkert mere."
699,00 kr. Propperiet.
D'Arenberg, The Laughing Magpie Shiraz/Viognier, 2007, McLaren Vale
"Dyb, spændende næse, der både byder på sorte bær, lakrids og mokka. Smagen er kontant - det er en tør vin med charmerende druesødme, men charmen ligger både i sødmen og i balancen. Blød og poleret stilk, den er egentlig ret stram af en McLaren Shiraz - og meget velovervejet. I glasset drikkes mokkaen hurtigt ud, og sveskerne bliver til blommer, men fornøjelsen er stadig lige stor. Dejlig og udfordrende, også som madvin."
199,95 kr. Erik Sørensen Vin.
Hewitson, The Mad Hatter Shiraz, 2005, McLaren Vale
"Saft for alle pengene, svesket og lakridset saft, overdådig og veloplagt saft, der breder sig lystigt i hele munden. Det er australsk Shiraz for fuld charmeoffensiv, olieret og fyldig, men egentlig ikke sød, og den har både mineraler og egetræ i kulissen. Det er sådan en vin, man godt kan sidde og forelske sig i, fordi den simpelthen bare smager godt. Forelskelsen bliver endnu mere raffineret, hvis man giver den 15-20 min. luft - hvis man når det. Charme-Shiraz laves næppe bedre."
229,95 kr. Erik Sørensen Vin.
First Drop, Fat of the Land Shiraz, 2006, Barossa Valley
"Saftkoncentreret, solbær lige op i næsen, solbær på smagsløgene, solbær overalt. Man smager ikke andet end solbær og saft endu, hverken egetræ eller garvesyre eller noget terdje - men den har gods til mange år, og den er værd at vente på. Den udfolder sig ødselt i glasset: solbærrene raffineres, og fine nuancer af blomme og sveske trænger sig på. Det er en muskelvin, der har meget andet end musklerne at spille med. Jeg ville gemme den i 3-5 år."
249,95 kr. v/12 fl. Philipson Wine
Sanguine Estate d'Orsa Shiraz, 2006, Heathcote
"Mokkanæse og hyldebærmund. Stor, intens, komprimeret og saftspændt vin, der bag sin imponerende veloplagte smag og sin fornemt neddæmpede druesødme også lader små mineralske nuancer titte frem. Harmonisk og mere oversøisk i smagen af modne druer end i stil. Det er ikke bare et brag af en vin, det er også et sus af en vin. Den forlanger godt kød og tid, så den skal iltes 10-15 min. eller gemmes min. 3-5 år."
299,00 kr. Sørensen Vin.
Fox Creek Shiraz Reserve, 2004, McLaren Vale
"Intens lædernæse - den dufter af cowboy og det vilde, krydrede Vesten. Smagen går mere i retning af sorte bær, brombær, solbær - og druesødme. Kompleks - og alligevel harmonisk, de mange udtryk samarbejder nydelig i glasset, der er saft, kraft og balance. Først efter en time i glasset smider den noget af potensen og bliver mere mild og elegant. Flot Shiraz med moden frugt og tæmmet solskin i glasset."
299,00 kr. The Wine Company.
Fox Creek Shiraz Reserve, 2005, McLaren Vale
"Bred og ødsel næse, domineret af tjære og sveske. Den er mere raffineret og nuanceret end samme vin i årgang 2004, mere blød og yndefuld, men med samme potens og konsekvens i stil. Der dukker blomme og viol op i glasset efter 20-25 min. og vinen udvikler sig blidt, blødt og let parfumeret. Det er en frøkenvin, koket og indtagende, chik og parfumeret. Den er dejlig, men lidt besværlig til mad, så kokken skal smage sig godt for."
299,00 kr. The Wine Company.
Peter Lehmann, Eight Songs Shiraz, 2004, Barossa
"Tæt, kompakt solbærnæse, tæt solid solbærsaft. Koncentreret og opulent Shiraz, der dog trods sine massive dyder og sin saftpotens holder en glimrende balance, fordi bærsmagen er tør, og der er solidt aftryk af let røget egtræ. I glasset udvikles brombær, mokka og krydderurter (!), og vinens fløjlsbløde struktur giver både charme og karakter. Det er en sværvægter, der endnu er alt for ung. Ilt den 15-20 min. eller gem den i 5-10 år - det sidste er det mest retfærdige."
325,00 kr. Skjold Burne.
Kilikanoon Oracle Shiraz, 2006, Clare Valley
"Intens lakrids- og hyldebærnæse. Smagen er lige så intens, knastør og præget af engelsk lakrids og meget modne hyldebær. Den udvikler sig frodigt og festligt i glasst i løbet af 15-20 min. og nærmest slynger bær og lakrids ud - harmonisk og velfungerende, og det er kunsten! Dejlig vin, den er ung af sind, men den bærer på tradition, hemmeligheden er sikkert gamle vinstokke og i hvert fald modne druer. Gem den 3-5 år eller ilt den. Prægtig kødvin allerede."
349,00 kr. The Wine Company.
St-Hallett Old Block Shiraz, 2005, Barossa
"Kontant og umiddelbart stram Shiraz, med nydelig, udfordrende bærfrugt, med en anelse sødme og med en afsluttende syre, der markerer uden at genere. Den udvikler sig blødt, bredt og lakridset i glasset og udfolder både saftig charme og delikat, koncentreret bærsmag. Kort sagt: den smager betydeligt bedre efter 15-20 min. luft - eller gem den i 3-5 år."
399,00 kr. Østjysk Vinforsyning.
Yarra Yering Underhill Shiraz, 2005, Yarra Valley, Vic
"Robust, saftig og potent Shiraz, der begynder med udfordrende, runde mineraler - og slutter med udfordrende, rund bærsmag. Rund i det hele taget, rund, buttet, blød og vellavet, blank og saftig. Den er stram af en oversøisk Shiraz og alligevel i en stil, der vil tiltale både nye og gamle vinelskere. Giv den 15-20 min. luft, så den begynder at udfolde nogle af sine medfødte charmer - eller gem den i 3-5 år."
494,00 kr. v/12 fl. Laudrup Vin & Gastronomi.
D'Arenberg, The Footbolt Shiraz, 2006, McLaren Vale
"Saftnæse og saftsmag. Der er solskin i glasset, masser af engelsk lakrids og tørret sveske - men også velbalanceret sødme og garvesyre. Potent og kontant stil. Det er som at drikke c-vitamin direkte fra hanen. Spændende madvin - og alsidig."
119,95 kr. Erik Sørensen Vin.
Possums Vineyard Shiraz, 2004, McLaren Vale, SA
"Blød og parfumeret, saftig og mild og på samme tid raffineret og muskuløs. Fløjl og violer, det er en fuldblods australsk Shiraz, mild af væsen, uden aftryk af egetræ og uden mærkbar syre, bare saft, modne bær og parfumeret mildhed. Den er både til hygge og til mad."
139,00 kr. Oxholm Vin.
Elderton Shiraz, 2006, Barossa
"Kaffe, sorte bær, vanille fra egetræ, solskin, saft og masser af godt humør i glasset. Veloplagt og vellavet og meget australsk, næsten overvældende i sine sødmefulde tilnærmelser, men alligevel mister den ikke balancen fra Shiraz-dydens snævre vej. Den er meget venlig, den er meget oversøisk, men den er også meget dejlig og meget let at forelske sig i."
140,00 kr. Sigurd Müller Vin.
Torbreck Woodcutter's Shiraz, 2007, Barossa Valley
"Meget personlig smag, der er præget af mynte og mildt parfumeret bærfrugt. Blød og smygende, med en pirrende skarphed som af umoden blomme, og så er den frugtfrisk og fyldig. Lidt maskulin, lidt feminin, men især sig selv. Den udfolder sig nydeligt i glasset, så giv den 10 min. luft. Da det ikke er nogen bøfvin af statur, egner den sig til meget andet end rødt kød..."
159,95 kr. H.J. Hansen.
Sanguine Estate Shiraz, 2005, Heathcote
"Dyb mokkanæse - saft, kraft og tæt struktur. Koncentreret og muskuløs Shiraz, med solbær og hyldebær og en ren og frisk druesødme, der forener det muskuløse med en lige så overbevisende saftig charme. Den er både dejlig og udfordrende, velsmagende og disciplineret oversøisk! Den kræver tålmodighed: ilt den 10-15 min. eller gem den."
169,00 kr. Sørensen Vin.
Hewitson, Ned & Henry's Shiraz/Mourvèdre, 2006, Barossa Valley
"Mørk bærfrugt - også smagen er mørk, dunkel og saftig, med lakrids og sveske, med fylde og godt med sul på kroppen, med charme og alkohol, men den holder balancen og er hverken sød eller fidel. Den strammer sig stilmæssigt i glasset, som om den tager et korset på, der kan holde dellerne inde. Ilt den i 10-15 min. og få en stor, dejlig, saftig og disciplineret oplevelse af vellavet australsk Shiraz af modne druer."
169,95 kr. Erik Sørensen Vin.
Bethany Shiraz, 2005, Barossa
"Blød og saftig, domineret af solskin og modne solbær. Karakterfuld og karakteristisk, vellavet australsk Shiraz, hvor der er tryk på sund, moden frugt, lidt veloplagt druesødme og fint dresseret syre. En glas ukompliceret solbærsolskin."
189,75 kr. Danish Wine Cellars.
Shaw and Smith Shiraz, 2007, Adelaide Hills
"Tæt, varmblodig mokkanæse. Smagen er blød og saftig, strukturen kvartfed og intens, bærfrugten ungdommelig og udfordrende. Den er potent saftig og har fine, flygtige mineraler, men den har især en spændende kombination af følsomhed og power - som om den var en pacifistisk kriger. Den udvikler sig langsomt, men lovende i glasset og holder sig saftspændt og potent - sikkert pga. skruelåget. Af samme grund ville jeg ikke gemme den for længe, højst 3-5 år."
195,00 kr. v/12 fl. Laudrup Vin & Gastromoni.
Shingleback, The Gate Shiraz, 2004, McLaren Vale, SA
"Ekstremt tør og svesket saft, blød og venlig stil, og først ude i eftersmagen øjner man en stribe solskin og et dryp druesødme. Potent og dog let tilgængelig Shiraz, der safter og fylder og har en tiltalende småbamset charme. Bag bamseriet er der egetræ, men trods struktur og træ ville jeg alligevel kun gemme den 3-5 år."
199,00 kr. LAGO Import.
Ben Schild Shiraz Reserve, 2005, Barossa
"Delikat, peberkrydret næse, blød og lige så delikat peberkrydret smag. Den kælne druesmag og den massive saft dominerer: det er en oversaftig og overlækker og over-oversøisk Shiraz. Det et glas saftig, peberkrydret, solbærmættet livsglæde - uden naturlige udfordringer, uden mærkbar syre, uden mærkbart egetræ. Den svulmer kærligt i glasset, og den omfavner lige så kærligt - men den smager godt og kærligt, og det skal den ikke lastes for."
199,75 kr. Danish Wine Cellars.
Two Hands Bella's Garden Shiraz, 2007, Barossa Valley
"Eucalyptusnæse, solbærsmag og næsten massiv struktur. Saftpotent og muskuløs Shiraz, markant oversøisk og saftstruttende, men med tilløb til mineralske nuancer. Den udfordrer, men den smager allerede overbevisende dejligt. Jeg ville dog gemme den i 3-5 år. Det er en powervin, men ingen marmeladevin."
199,95 kr. v/12 fl. Philipson Wine.
Two Hands Lily's Garden Shiraz, 2007, McLaren Vale
"Saftig og intens, egentlig ret tør og stram, med mineralske toner og lang blød bærsmag. Den er meget ung og meget lovende. Efter bare 30 min. i glasset smyger den sig om tungen, kælent og udfordrende. Den udvikler sig afgjort i feminin retning - på trods af sine saftige muskler. Dejlig nu, men bedre om 2-3 år."
199,95 kr. v/12 fl. Philipson Wine.
Kilikanoon Testament Shiraz, 2005, Barossa Valley
"Mørk og kompakt. Smagen er fyldig og tør, overraskende tør, med sveske og skråtobak og tydeligt aftryk af egetræ. Stilen er muskuløs snarere end raffineret - men den har tiden med sig, og efter 15-20 min. i glasset viser den både bløde ynder og milde nuancer. Bag den solide frugt har den mineralske momenter, der giver karakter og balance. Skal altså iltes eller gemmes."
249,00 kr. The Wine Company.
Shingleback D Block Reserve Shiraz, 2005, McLaren Vale
"Sorte bær, saft med sommer og solskin, men også med en lille, drilsk syre. Den har lidt Ribena - men sundhed skader jo ikke - og man kan næsten bide i c-vitaminerne. Det er en glad vin, der er lige til at gå ombord i, domineret af frugt, frugt og mere frugt. Blød, mild og babylækker efter 10-15 min. luft."
249,00 kr. LAGO Import.
Torbreck The Struie Shiraz, 2006, Barossa
"Mokkanæse, sveskesmag. Tæt og tørt saftig, mild og rund, med fylde og bærfrugtig charme. Den er både potent og let tilgængelig, syren er indpakket i frugt, og der er lutter nydelse i glasset - foruden en håndfuld druesødme, der dog ikke generer den fine balance. Spændende udvikling i glasset, hvor sveskesmagen bliver til blommesmag."
275,00 kr. H.J. Hansen.
Troll Creek Shiraz. 2004, Barossa Valley, SA
"Dyb, delikat mokkanæse. Sødme og mørk chokolade, saft og solskin, tæt struktur og mørkerøde kinder fra første sip til sidste bløde, milde hilsen fra eftersmagen. Den er måske ikke for sød, men den er næsten for pæn, hvis man kan være det. I hvert fald overmild, overvenlig, oversaftig og overstrømmende. Bærfrugten og saften er så intens, at man ikke smager eventuelt egetræ. Drik den inden for de næste 3-4 år, mens den har ungdommens kåde saftpotens. Den behøver ikke iltes."
279,00 kr. Oxholm Vin.
Brown Brothers Patricia Shiraz, 2004, Victoria
"Tæt, tør og tobakket. Den har svesket potens og lovende tørstoffer, saft og beslutsomhed. Efter 20 min. i glasset bliver de tørre svesker til mere milde blommer, men den holder sin reserverede tørre stil og skal enten iltes eller gemmes et par år. Robust, tør og glimrende madvin."
299,00 kr. Østjysk Vinforsyning.
Two Hands Barney's Block Shiraz, 2007, McLaren Vale
"Tæt, silkeblød, fyldig og saftig, med markant smag af næsten modne røde og sorte bær, så stilen er nok mild og lækker, men der er også en let skarphed, der vokser i glasset og giver vinen karakter. Balancen er spændende, frugten er holdt stramt, og en let, fin druesødme holder sig til langt ud i eftersmagen. Det er en vin, der vil meget - og den når det meste af det."
299,95 kr. v/12 fl. Philipson Wine.
Yearing Station Shiraz/Vionier Reserve, 2005, Yarra Valley
"Frisk frugt, nyt egetræ, mildt solskin og varme krydderurter. Dejlig oversøisk Shiraz, der er lavet med fast hånd og med god forstand på naturens gratis gaver. Solid struktur, blidt sind, kontant frugtig afregning. Glimrende, ukompliceret madvin med tryk på friskhed og bærfrugt."
300.00 kr. v/12 fl. Laudrup Vin & Spiritus.
Massena The eleventh Hour Shiraz, 2006, Barossa Valley
"Tør og ret svesket, blød og saftfuld. Disciplineret Barossavin, der nok har en anelse druesødme, men stilen er ellers stram og kontant. Den udvikler sig blødt og nydeligt i glasset, hvor smagen af koncentrerede svesker suppleres med engelsk lakrids. Saftpotent og delikat stil. Giv den 10 min. luft."
300,00 kr. Propperiet.
Rusden Black Guts Shiraz, 2004, Barossa Valley
"Markant smag af hyldebær og brombær. Saftig og mættet stil, tør, blød og lidt mineralsk, med både charme og druesødme, solskin og umiddelbar venlighed. Bærsmagen dominerer druesmagen, og det klogeste er nok at gemme vinen i 3-5 år, eller måske mere, for lige nu smager den mere af modne bær med alkohol end af vin med bærsmag."
399,00 kr. Oxholm Vin.
Giaconda Warner Vineyard Shiraz, 2006, Beechworth, Vic
"Den kræver samme tålmodighed som vanskelige børn. Den begynder tørt og lidt tvært, får så et artigt mellemstykke med let og fin druesødme - inden den slutter tørt og kontant med lang bærsmag og markant syre. Tiden mildner den i glasset, men selv efter et døgn i flasken virker den uforløst, som om den har lovet mere, end den kan holde. Til gengæld er den blevet mild og venlig. Den smager som en bjergbestiger, der er tilfreds med at nå halvvejs op..."
699,00 kr. H.J. Hansen.
The Islander Shiraz, 2006, Jacques Lurton, SA
"Jovial, venlig stil, mild og saftig, med solmodne druer, kælen sveskesaft og umiddelbar charme. Træfri, syrefri og problemfri. Den smager enkelt og populært - uden at være oversød."
75,00 kr. Vinmonopolet.
First Drop, Mother's Milk Shiraz, 2008, Barossa
"Saftig, let pebret og både så enkel i struktur, at den er let at gå til - og alligevel så koncentreret, at man skal huske at trække vejret. Den smager godt og saftigt og den er let at forstå. Blød og mild madvin - og såmænd også hyggevin."
79,95 kr. v/12 fl. Philipson Wine.
Possums Willunga Shiraz, 2006, McLaren Vale, SA
"Solskin, druesødme, muntre rosiner - simpelthen sommersøndag på flaske! Ukompliceret og uden modhager. Meget australsk - vellavet og tro mod sin stil."
95,00 kr. Oxholm Vin.
Plantagenet Hazard Hill Shiraz, 2007, MtBarker, WA
"Pæn og ukompliceret, med stødt peber og markant sødme. Især moden blomme trænger igennem og giver karakter - og druesødme. Træfri, mild og venlig."
7,00 kr. v/12 fl. Laudrup Vin & Gastronomi.
Shingleback Cellar Door Shiraz, 2006, McLaren Vale
"Frisk kaffesmag, solskin og let syre. Ukompliceret, kvartfed og lidt pågående, men også blød og umiddelbart tiltalende. Pæn fylde, pæn frugt, pæn Shiraz."
99,00 kr. LAGO Import.
Brown Brothers Shiraz, 2006, Victoria
"Domineret af engelsk lakrids, sveske og røg. Saftig og umiddelbar og med en stædig stil, der fastholder lakrids, sveske - og røg. Uhøjtidelig med og uden mad."
99,00 kr. Østjysk Vinforsyning.
Two Hands Angel's Share Shiraz, 2008, McLaren Vale
"Dyb, mørk og saftig, med intens solbærsmag og mild og lækker druesødme. Den smager dejligt, som friskpresset Ribena, helt uden modhager, så det er en like-it-or not vin. Den behøver ikke mad til."
99,95 kr. v/12 fl. Philipson Wine.
Two Hands Gnarly Dudes Shiraz, 2008, Barossa Valley
"Dyb mokkanæse, saftig og raffineret smag, der er lutter glæde i glasset - foruden saft, mildhed og en del druesødme. Dejlig og let drikkelig - og meget oversøisk. Den smager som en lille vitaminbombe og er lige så lækker uden mad som med."
99,95 kr. v/12 fl. Philipson Wine.
St-Hallett Faith Shiraz, 2006, Barossa
"Frisk bærsødme, sol og sommer, saft og frugt. Der er både mokka, hyldebær og hængesofa, for den er til ren afslapning og saftig glæde, ude såvel som inde. Ren, pæn, blød og overstrømmende venlig."
125,00 kr. Østjysk Vinforsyning.
Brown Brothers Heathcote Shiraz, 2007, Limited Release
"Lakrids, tobak og godt humør i glasset. Saftig, tør og let tilgængelig Shiraz, der udfolder sig blødt, mildt og svesket i glasset. Sødmen er indskrænket til en prik fin druesødme i eftersmagen - men den balancerer fint. Charmevin og madvin"
129,00 kr. Østjysk Vinforsyning.
Schild Estate Premium Shiraz, 2006, Barossa
"Saft, blomme og sødme. Blød og venlig, let drikkelig, fyldig og intens i sin sødmefulde venlighed. Det er Barossa og solskin for fuld udblæsning. Der er varme og glæde i glasset, ingen kanter, ingen syre, ingen udfordringer - den gliver ned af sig selv."
139,75 kr. Danish Wine Cellars.
Munari Schoolhouse Red Shiraz, 2006, Heathcote
"Spændstig og kompleks, med sorte bær og eukalyptus. Pæn, personlig, frisk og ukompliceret madvin, der får lidt fin druesødme i glasset."
149,00 kr. Sørensen Vin.
Sanguine Estate Progeny Shiraz, 2006, Heathcote
"Rund og mild, og den strutter af sunde bær og forener frugtig charme med velsmag og karakter. Saftfuld, ren og dejlig. Den er oversøisk, men ikke oversød og nærmest tør af natur. Den udvikler sig pænt i glasset, så ilt den 10-15 min."
149,00 kr. Sørensen Vin.
Peter Lehmann, The Futures Shiraz, 2006, Barossa
"Tør, djærv og saftig, med solid druesmag og fint medspillede aftryk af egetræ. Blød og behagelig vin, der er lige så vellavet og konsekvent som ukompliceret. En let druesødme dukker op efter 10-15 min. i glasset og giver lidt venlig charme. Alsidig og let forståelig madvin."
149,75 kr. Skjold Burne.
Angove's Vineyard Select Shiraz, 2005, McLaren Vale
"Solid og saftig, med frisk bærsmag og markant svesket saft. Den glider ned uden særlige udfordringer, men den holder sig venlig og saftig og virker lige så træfri, som den er problemfri."
149,95 kr. AMKA.
Epsilon Shiraz, 2007, Barossa Valley
"Kokos, mokka og venlig syre i baggrunden. Pæn og ukompliceret og meget oversøisk i stil og smag. I glasset vågner lidt mynte, der giver karakter, det giver stilen lidt gavnlig stramhed. Giv den 10 min. luft."
150,00 kr. Propperiet.
Munari The Beauregard Shiraz, 2006, Heathcote
"Tæt, mørk og saftig, med koncentreret bærsmag og sen, markant syre. Den får lidt mokka i glasset og er en let tilgængelig, frugtig mellemvægter."
155,00 kr. Sørensen Vin.
Kilikanoon Parable Shiraz, 2005, Barossa Valley
"Mild og venlig, med en lille, dæmpet skarphed og lang, spændende blommesmag, der ender tørt og udfordrende. Blød, tiltalende og ukompliceret at gå til - den behøver ikke engang iltes."
225,00 kr. The Wine Company.
Tower Estate Shiraz, 2004, Hunter Valley
"Saftig og ret tør, med markant smag af cigarkasse og med tørstof og en garvesyre, der holder til langt ud i eftersmagen. Den har balanceproblemer og er både tør og udtørrende, helt uden sødme og uden særlig druekarakter. Men den er meget robust og virker også meget holdbar."
284,00 kr. v/12 fl. Laudrup Vin & Gastronomi.
Tyrrell's Wines Double Barrel 24 Shiraz, 2005, McLaren Vale
"Intens bærnæse, intens bærsmag - med kokos og egetræ i baggrunden. Stilen er tør og kontant, vinen er uden sødme og fedme, ret stram og kort i frugtsmagen, inden den udtørrende finish og eftersmag."
499,95 kr. Erik Sørensen Vin.
Tyrrell's Moore's Creek Shiraz, 2007, South Eastern Australia
"Pæn, tør og saftig - træfri og easy-drinking. Pæn, ærlig, lille Shiraz for begyndere - og pæn, uskyldig selskabsvin."
59,95 kr. Erik Sørensen Vin.
