Pladser revet væk til Nomas pop up-event
Nyheder, Udvalgte — Af Redaktionen den 10. May 2012 10:37 
Når René Redzepi og teamet fra Noma tager en midlertidig afsked med København for at lave pop up-restaurant i London, bliver det ikke overraskende for fulde huse. De lidt over 3.000 pladser til arrangementet blev revet væk på bare 2,5 timer.
Af Nadia Mathiasen
Der er rift om bordpladserne på Restaurant Noma, som netop er blevet kåret som verdens bedste restaurant for tredje år i træk til World’s 50 Best Restaurants 2012. Prisuddelingen foregik i London, hvor René Redzepi og teamet fra Noma var til stede sammen med resten af kokkeverdenens stjerner. Snart går turen tilbage til den engelske hovedstad, hvor den verdenskendte restaurant åbner pop-up restaurant under OL.
Bordbestillingen til det spektakulære event åbnede i går, og på bare 2,5 timer var alt udsolgt, skriver dr.dk. Mere end 10.000 gastronomientusiaster havde ellers registreret sig for at få fat en af de cirka 3.000 pladser på det femstjernede Hotel Claridge’s, hvor arrangementet foregår fra den 28. juli til den 6. august.
Det er første gang, at Noma rykker til udlandet, og selv om restauranten er verdensberømt for det rene nordiske køkken, så bliver det dog ikke det traditionelle Noma-køkken, som gæster kan opleve på Claridge’s. I stedet får menuen besøg af lokale britiske råvarer i sæson.
René Redzepi har tidligere udtalt, at han glæder sig over muligheden for at blive en del af fejringen af de Olympiske Lege i London og til at arbejde tæt sammen med teamet på Claridge’s.
“Det er et anderledes set-up i forhold til herhjemme, men vi ser frem til at udforske rigdommene i en anden del af verdenen,” sagde René Redzepi dengang.
Arrangementet i London falder sammen med en renovering af Nomas lokaler på Islands Brygge i København. Fra den 15. august kan man dog atter spise på Noma herhjemme.
Tags: Noma




Tweet
Del på Facebook
Digg This
Bogmærk
Stumble
0 Kommentarer
Vær den første til at skrive en kommentar.